Sidste nyt fra Bøgeskoven


<< Tilbage til oversigten
 
17-07-2010 | 12:31:45
Stop Op
 

 
Et af de mange faste holdepunkter for mange - Stop Op-baren, eller S-toget - er ved at blive pudset af og gjort klar til årets udgave af Danmarks Smukkeste Festival. I år er der kommet ny perron, og den er denne gang lavet, så den er enklere at genbruge og vedligeholde end den gamle var. Et hold hjælpere har til opgave at få netop denne lille bid af festivalen til at fungere, og det gør de år efter år. Historien bag S-togets tilstedeværelse i skoven ved Skanderborg går helt tilbage til 2002, hvor DSB var i færd med at skrotte de røde S-tog, og det var som at vifte med et rødt togsæt foran næserne på en opfindsom festivalkomite - selvfølgelig skulle der da et S-tog med på festivalen. I starten var S-toget en del af det, der hed Planet Voice, men siden 2006 har toget kørt til perron ved Capri - uden for det indhegnede festivalområde. Togets omdannelse fra et aldrende transportmiddel for folk i det københavnske område, til et festligt indslag ved vores festival, er sket med hjælp fra mange frivillige og ikke mindst ved hjælp fra mange forskellige sponsorer. Stop Op-baren, som toget nu officielt hedder, er et mødested for mange festivalgæster. Det er her man finder hinanden, hvis man skulle være blevet væk. Det er også her man dukker op, hvis man har valgt ikke at deltage i selve festivalen, men lige vil snuse til festivalstemningen, og evt. få sig en fadøl eller et glas vin. Her er altid gang i den - og også her er der musik, som bliver styret af forskellige DJs fra stationens kontroltårn.

I år har holdet bag S-toget har været nødt til at udskifte store dele af gulvet i baren. Et S-tog er ikke designet med afløb i gulvene, og det er sket ved flere lejligheder, at der er blevet spildt et og andet på gulvet. Det er ikke sundt for gulve generelt at svuppe i forskellige væsker, og det må siges at det gamle gulv havde udtjent sin værnepligt. Den gamle gulvbelægning er blevet skiftet ud med et mere moderne og vedligeholdelsesvenligt gulv, af samme type som perronen udenfor. Dette nye gulv vil ikke mindst barpersonalet komme til at nyde godt af - det er nemlig dem, der skal gå på det - ligesom indeklimaet i vognene vil blive meget bedre. Vi er jo i skoven, så en duft af friskt træ er vel på sin plads her.

 
Fotograf: John Domino
 
Journalist: John Domino
 
<< Tilbage til oversigten
 
 
 


 

 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK