Du tilføjer bands til dit program, ved at klikke 'erne frem i de små firkanter ud for hvert band i programmet. - Tryk herefter på print et program...
|
|
STAND UP FOR SKANDERBORG
Lørdag d. 11. august 2012 - Kl. 12:00
Det var et særdeles populært initiativ Smukfest-bookerne tog i 2010, da de for første gang præsenterede et hårdt hold af opretstående komikere på Bøgescenerne, samlet under overskriften ”Stand-up for Skanderborg”. Her i 2012 er planen i alt simpel korthed bare at gøre seancen endnu sjovere end den var de to forgående år – og til det formål har vi hidkaldt det mest testosteron-holdige hold so far. Nærmere om dem alle nedenfor, hvor du også kan læse om DJ Noize og Pede B, som undervejs sørger for, at lægge de velplacerede rim og rytmer, der får det hele til at hænge sammen.
Simon Talbot
Manden hvis tiende show nogensinde var DM i Stand Up 2006, hvor det blev til en fin fjerdeplads. Siden er det blevet til meget mere – og du har sikkert set ham i ”Comedy Fight Club”, ”Bingo Banko”, ”Hvor fanden er Herning?” eller senest ”Live Fra Bremen”, hvor han er del af det faste hold. Ganske særlig bonusinfo: Simon Talbot er født i otte seks seks nul Skanderborg, hvilket selvfølgelig får det hele til at hænge endnu bedre sammen.
Thomas Warberg
En mand der formår at gengive Harry Potter på sønderjydsk, er vel en indlysende deltager ved Stand Up for Skanderborg? Thomas Warberg kan netop det trick – og kan i det hele taget så meget, at han fik prisen som ”Årets Talent” ved Zuly Comedy Galla i 2010. Skønt endnu kun i starten af tyverne, var det en endnu yngre Thomas Warberg, der i 2006 fik en andenplads ved både DM i Stand Up 2006 og Comedy Fight Club 2007. Warberg er i den grad også fremme på beatet som del af castet i ”Live Fra Bremen”.
Torben Chris
Fortæller selv, at han debuterede på Give Festival i 2003, efter at have hældt 12 fadøl i hovedet. Siden eksperimenterede denne speedsnakker en hel del med Stand Up, sideløbende med at blive uddannet som lærer, på et seminarium ovre i det de kalder Jylland. Og så drog han til København, for at satse på sine komiker-talenter. Det er gået godt og er bl.a. blevet til en tredjeplads ved DM i Stand Up, massevis af optrædener på Comedy Zoo og deltagelse i shows som ”Comedy Fight Club” og ”Kvægræs”.
Elias Ehlers
Vandt i 2006 DM i Stand Up og gik efterfølgende ”all in” for at skabe sig en karriere som komiker. Det må siges at være lykkedes ganske godt – og blandt de mange sammenhænge unge Ehlers har vist sig i kan nævnes ”Comedy Fight Club”, "Stand-up.dk", ”De Nøgne”, ”Mørk & Jul” og ”Wulffs Magasin”. Her i 2012 har Ehlers premiere på sit første one-man-show ”Fucking glad”.
Ruben Søltoft
Et af de nyere skud på stammen af danske stand up´pere. Ruben markerede sig ved at vinde ”Danish Open” i 2008 og satte hård trumf på, da han i 2010 blev den overlegne vinder af DM I Stand Up. Her begejstrede han dommerne med sin let fjedrende fremtoning - og sin herlige rablen om alt fra puslespil med pornomotiver til hans ide om at være deltager i Paradise Hotel, hvor han til fællesmiddagen vil komme med det paranoide indlæg ”Jeg tror vi bliver optaget”.
Brian Mørk
Den diabolsk udseende komiker ses ofte i siddende stilling, når vi nyder hans skarpe og indimellem aldeles syrede indfald, i tv-sammenhænge som ”Brian Mørk Show” og ”Mørk og Jul”. Han er veteran fra ”Talegaver til børn” – og blandt hans egne show kan nævnes ”Biblen” (med Christian Fuhledorff) og senest solo-showet ”Mørk”. Ved siden af egne frembringelser, er Brian Mørk en af de mest brugte og erfarne tv-forfattere og har lagt spids pen til programmer som bl.a. ”Gintbergs Store Aften”, ”Dolph og Wulff”, ”Familien Morgenhår” og ”Zulu Awards”.
Tolsgaard & Pretzmann
Med fornavnene Rune og Esben – og med glorværdig fortid som bl.a. to tredjedele af Drengene fra Angora. Tolsgaard & Pretzmann er i fuld gang med at udvikle deres første show i egne navne og i ”musikkens og komikkens tegn”, som der står i de oplysninger der er trængt ud fra duoens hovedkvarter. Nærstuderer man diverse krinkelkroge på nettet, så er det også muligt at finde helt konkrete eksempler på det aktuelle musikalske output fra Tolsgaard & Pretzmann, der bl.a. har præsenteret sagesløse prøvepublikummer for sange som ”Jävla Danske Böger”, ”Hestens selvmord” og ”Wanna See Your Pussy”.
Rune Klan
Sidste år væltede han festivalen med ”Det Smukke Show” – og har heldigvis så mange kræfter til overs, at han i år kan indgå i Stand Up For Skanderborg. ”Trymik” kaldte Politikens anmelder engang den unikke blanding af trylleri og komik der er Rune Klans varemærke - taget til helt nye højder i shows som ”Hokus Fucking Pokus”, ”Rune Klan går large” og ”Det blå show”. På tv har han og Mick Øgedahl givet deres populære bud på et moderne sketch show i ”Tak for i aften” og ”Tak for i aften on tour” – og mon ikke Rune Klan er den eneste danske komiker der har fået Dronning Margrethe til at holde et stykke skinke?
Mikael Wulff Ikke bare den ene halvdel af den dynamiske duo Wulffmorgenthaler, men også i egen pjuskede figur en af landets mest krøllede humorister, der sætter det hele på højkant (og på gode dage sammen igen) under overskrifter som ”Mikael Wulff Forklarer Alt” eller ”Et spark i løgsuppen”. Michael Wulff har blandt meget andet medvirket i ”Langt fra Las Vegas”, ”Wulff Magasin” og ”Dolph og Wulff”.
DJ Noize
En af landets mest velrenommerede, erfarne og succesfulde DJs. Flere gange Danmarksmester i Mix og i 1996 vinder af disciplinens verdensmesterskaber DMC World DJ Championships. Er aktiv i mange sammenhænge – bl.a. som kapelmester for MCs Fight Night og som del af gruppen Majors, hvor han er i godt selskab med DJ Static, Negash Ali, Nat Ill og J-Spliff.
Pede B
”Resultatet er en af de bedste udgivelser der er hørt i dansk rap i nyere tid.” Danskrap.dk havde fem hovedtelefoner til Pede B for 2010-albummet ”Jungleloven” (et nyt Pede B album skulle være på gaden denne sommer, med titlen ”Askeskyen”). Pede B (alias Peter Ankjær Bigaard) er den eneste der tre gange har vundet MC Fight Night, hvilket siger noget om mandens ypperlige talenter for at fange øjeblikket og omsætte det til skarpe rim. Præcis hvad vi satser på at høre ham gøre lige her.
Web: Tryk her for mere information
|