Danmarks Smukkeste Festival er skabt på begejstring!
Fra den spæde start i 1980, og frem til i dag, har Skanderborg Festivalklub været uafhængig af kommercielle og politiske interesser. De skiftende bestyrelser har uden tøven og til enhver tid, fokuseret målrettet på FESTEN! Formålet med klubben – en klub som mere end 10.000 betalende medlemmer bakker op omkring - er først og fremmest at afholde Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.
Vi skal ikke skabe profit til personer eller virksomheder, vi kan bruge alt vores energi på at give publikum valuta for pengene.
Skulle der være ekstra midler og energi i klubben, giver vi fra tid til anden hjælp og støtte til musik og kulturlivet i Skanderborg og omegn, hvilket blandt andet har givet byen mange store koncerter, og gode øvelokaler til byens musikere.
Vi ønsker ikke at gøre festivalen større i geografisk henseende, men i forhold til oplevelser og underholdning, ser vi ingen grænser for hvor sjovt, vildt og spændende det kan blive. Vi er i tæt dialog med flere erhvervsvirksomheder, der som sponsorer, skal hjælpe os med at skabe det overflødighedshorn af en smukfest som vi stræber efter!
Vi kalder det antidagligdag, og det skulle du prøve, det bliver du kun endnu smukkere af!
Husk: Musik er til sjælen, træer og planter er til lys og luft, børn er til kærlighed, og Danmarks Smukkeste Festival er hvert år 2. weekend i august!
Vi ses til "Musik & Bøgetræer"
DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK - TELEFON: 87 93 44 44