Bøgescenerne er festivalens hovedscene(r), og det er her, de allerstørste nationale og internationale navne optræder.
I dag kan området foran Bøgescenerne rumme mere end 25.000 publikummer på samme tid – med godt udsyn og god lyd til alle - på grund af scenens beliggenhed i bunden af et naturligt amfiteater.
Bøgescenen var den eneste scene på festivalen ved starten i 1980, og den har en lang historie bag sig. Scenens placering og bænkerækkerne kan føres helt tilbage til det gamle friluftsteater, der blev indviet i 1928, og som dengang rummede 4.000 siddepladser og med plads til yderligere 10 – 12.000 stående tilskuere i bakkerne, der dengang som i dag var naturligt omkranset af de høje flotte bøgetræer.
Konferenciers på Bøgescenerne er Søren Rislund og Peter Palshøj. Rislund er festivalens nestor på konferencierområdet. Han har været det myndige midtpunkt på vores hovedscene(r) siden 1982. Ved siden af karrieren her på festivalen er Søren Rislund også halvdelen af Totalpetroleum, og i sin fritid en af landets største eksperter i brand- og redningskøretøjer.
Peter Palshøj indledte sit engagement på festivalen som bagscene-reporter på Danmarks Smukkeste Koncert i 2004 og har siden 2006 været Rislunds makker på Bøgescenerne. Peter Palshøj er i sit civile liv vært på TV3s fodboldmagasin Onside.