Vinder af Starfighters 2009 - og dermed kr. 100.000 til karrierefremmende formål, 100.000 kr. til markedsføring fra BT, et videoportræt fra Jyskebank.tv, fotosession fra Gaffa og bannerkampagne fra Bandbase.dk - blev den århusianske kvartet Oh Stacy. Om begrundelsen for at vælge Oh Stacy sagde dommerne blandt andet: ”Særdeles tighte og i det hele taget et stærkt liveband med masser af potentiale. En kanon trommeslager, en karismatisk sanger og sammen med de øvrige musikere en særdeles positiv overraskelse med hits i ærmet, god energi og udstråling.”
Nummer to i Starfighters blev Bodebrixen, nummer tre blev Green Lives og konkurrencens sangskriverlegat blev tildelt The Village Idiot. Det var syvende gang der blev afholdt Starfighters på Danmarks Smukkeste Festival. Konkurrencen er lavet i samarbejde med P3, Gaffa og Bandbase.dk – og årets konferenciers var de to gode værter på P3 programmet Køter: Tony Scott og Sara Otte.
Musikalske smagsprøver på såvel vinderne som alle årets finalister finder du her til højre på siden.
Finalister 2009 (i alfabetisk orden):
BODEBRIXEN
“Musically, this sing-along pop is so perfect it sounds like you dreamt it up. It's clear Bodebrixen are ready for more than Denmark.” De store ord var at læse i det engelske Mojo Magazine, efter Bodebrixens concert på årets Spot Festival. Bodebrixen (der har navn efter gruppens tangentspiller og programmør Anders Bode og sanger, trommeslager mm. Andreas Brixen) sendte i september sidste år debutalbummet ”Bodebrixen” på gaden. Bandet arbejder pt. på at lave en ny version af albummet, der skal bruges som follow up på den hype der efterhånden er skabt omkring Bodebrixen i både ind- og udland. Musikalsk er Bodebrixen popmusik med intelligens og store armbevægelser - ifølge flere anmeldere i familie med bl.a. Belle & Sebastian og Håkan Hellström. Udover bagmændene Bode og Brixen er der yderligere fem musikere med i bandet, når musikken skal have fuldt liv på scenen.
”…en kvindetrio, der mikser garagepop med elementer af støjrock og er åndsbeslægtede med navne som The Breeders, Psyched Up Janis og Sleater-Kinney.” Sådan kunne man læse på ”Ny musik på P3” i maj, da kanalen playlistede Darling Don´t Dance med tracket ”Wake Up Pity Stops”, fra debut-EPen ”Bare Frames”. Darling Don´t Dance er en trio bestående af Julie Nissen, Mette Andreasen og Maria Hammelsvang, live suppleret med trommeslageren Anders Haaning. Selv beskriver bandet deres musik som ”garagepop med elementer af flabet støjrock” – og det har vist sig at være en så effektiv recept, at Darling Don´t Dance har kunnet få fodfæste på undergrundsscenen i New York, hvor de har spillet en lang række koncerter i 2007 og 2008. Symptomatisk nok med debut på en klub med det sigende navn The Trash Bar! Udover støj og guitar er der også masser af melodi og attitude i Darling Don´t Dance, som man bl.a. kan høre det i signatursangen med den charmerende titel ”Un Ensemble de Punk”.
Fem skolekammerater laver et band og udfordrer verden. Historien er hørt før, men er altid god og i dette tilfælde fyldt med iørefaldende popmusik og tekster der er tænkt til at provokere og udfordre fastlagte tabuer. Den Anale Fase blev dannet i 2006 af en gruppe venner der mødte hinanden på musiklinjen på Århus Katedralskole. Musikalsk blander Den Anale Fase både pop, funk, rock og musical-inspirationer, til en særdeles effektiv og farverig blanding. Når man så tilsætter massevis af temposkift, melodier af den slags der hænger fast, tekster om sexuelle præferencer og titler som eks. ”Stop! Jeg er øm”, har man måske en ide om hvad Den Anale Fase går ud på, når vi altså ikke taler psykologi men band. Den Anale Fase er: Joakim Jull Ludvigsen (vokal og guitar), Hannibal Krabbe-Keblovszki (guitar), Jakob Rørbæk Breinholt (keyboards), Mikkel Eriksen (trommer) og Aske Bejder Kristensen (bas).
“Et så fuldendt udtryk er i dén grad en sjældenhed på den danske musikscene.” Sådan hed det i Gaffas fem-stjernede anmeldelse af The Green Lives koncert på Spot Festivalen i juni. Endnu en fjer i hatten til den århusianske kvintet , der i sommeren 2008 både blev Månedens Demo i Gaffa og Ugens Band på Bandbase. The Green Lives er som band ikke meget mere end et års tid gammelt – til gengæld er musikken skabt på rødderne af smuk og ambitiøs popmusik, som den har lydt fra The Beatles og Beach Boys og frem til Fleet Foxes. ”Colour folk” og ”Sunshine pop” er The Green Lives egne bud på alternative genrebetegnelser – og begge dele passer godt til de varme vibrationer, store korharmonier og gode sange, der flyder veloplagt og nærmest som blev de plukket direkte fra den gavmilde natur, mens musikken spiller. The Green Lives er: Mark Christiansen (guitar), Jens-Ulrik Kleemeyer (klaver og tamburin), Johannes Bech (bas), Kasper Frost (trommer) og Andreas Mandrup (guitar og mandolin). Alle fem bidrager også i den grad til bandets vokale vellyd.
Denne Århus-kvintet er nået ganske langt på kort tid. Kings Light Infantry sendte tidligere på året fire tracks ud i cyberspace. Her blev de både bemærket af Bandbase (der gjorde dem til Ugens Band) og Soundvenue, der udvalgte Kings Light Infantry til deres Selected koncerter og gav dem følgende ord med på vejen: ”Nogle sange gør sig bedst en solrig søndagsmorgen, mens andre kommer bedre til sin ret en stormfuld efterårsaften. Dog formår visse bands at placere sig mellem det storslåede, bund-melankolske og de mere sommervenlige tendenser, og det er her man finder King's Light Infantrys alsidige indierock”. Selv kalder Kings Light Infantry deres musik for ”et autentisk sammensurium”, hvor traditionel folk møder mere det alternative og eksperimenterende. Kings Light Infantry er: Mathias Slot (sang og guitar), Andreas Linnet Jessen (bas og kor), Lone Slot Nielsen (guitar og kor), Peter Fjordbak (synth og kor) og Morten Gisselbæk (trommer og kor).
De ku være undfanget i samme musikalske slipstrøm der også har givet liv til bands som Franz Ferdinand, Arctic Monkeys eller The Zutons. Og måske er det oven i købet sidstnævntes ”Oh Stacey” de har taget navn efter? Under alle omstændigheder er Oh Stacy et særdeles charmerende og hyperenergisk rockband, med massevis af attitude og gode sange at ha attituderne i. ”Well well – a bottle of scotch in the left hand, a pair of Ray-Bans and tight jeans”, som det hedder i Oh Stacys sang ”Seventeen”, der er endnu et godt eksempel på den fængende og forførende indierock der strømmer fra dette hold af særdeles selv- og træfsikre unge musikere. Oh Stacy har som band kun eksisteret et år, men har allerede skrevet mere end 20 sange. Live er det bare blevet til et enkelt gig so far – men meget mere er på vej, når de i løbet af efteråret turnerer i selskab med bl.a. YUNO og Annasaid. Oh Stacy er: Awinbeh Ayagiba (vocal og guitar), Jack Kilburn (bas og kor), Theis Molin (guitar) og Mikkel Mors (trommer). Til lejligheden suppleret med Martin Sahlertz fra Annasaid (percussion) og Mads Koch fra KissKissKiss (guitar og kor).
”Musikken er dybt inspireret af country og alskens anden americana, med en let dyster og diabolsk undertone, som et møde mellem Johnny Cash og Nick Cave meget sent om natten.” Ordene stammer fra Gaffas anmeldelse af The Village Ididots kun-på-vinyl-album ”Prima Mataeria”, der udkom i foråret. The Village Idiot stammer fra Helsingør og blev dannet i 2006, med sangeren og sangskriveren Kenni Holmstad som den centrale figur. The Village Idiot debuterede i 2006 med demoalbummet ”Carpe Noctem”, der blev fulgt op af endnu et demoalbum ”Labores Solis” i 2007. Det er blevet til massevis af koncerter de sidste tre år – og de er gode på en scene skal man tro Gaffa, der efter et 2008-gig skrev: ”Når nu Cash er død, Gira sjældent kommer til Danmark, og Cave er blevet gammel, så er det godt, at vi har Kenni med band alias The Village Idiot”. Kenni (akustisk guitar og vokal), Theis (elektrisk guitar, mandolin og lab steel), Bowie (bas), Daniel (trommer og percussion) og Mary Elizabeth (violin).
Reggae-musikken har haft en større opblomstring i DK de senere år – og Voodoom er et godt bud på det næste markante navn i genren. Musikerne fra Voodoom er særdeles velbevandrede og har bl.a. spillet med store reggaenavne som Skalar og Ragga Pack (der ofte agerede backing for Natasja). Voodoom har sit musikalske udspring i den tunge roots-reggae, men inddrager også elektroniske elementer fra dub, spændstige beats, rytme og sangmæssigt flow fra dancehall, råhed fra rockens verden og energiske elementer fra ska. ”Arven fra Jamaica følges op med troværdighed”, som det hed i Gaffas begrundelse for at kåre Voodoom som Månedens Demo i januar i år. Voodoom har både en mandlig og en kvindelig forsanger – og synger både på spansk, engelsk og dansk. Voodoom er reggae med indhold og budskab, som det klart kan læses ud af sangtitler som ”Stop War”, ”Slavery” og ”Apocalyspo Disco”. Voodoom er: Lars Søgård (vokal), Claudia Rodriguez (vokal), Jonas Petersen (guitar), Morten Riiskjær (guitar), Lasse Olufson (keyboards), Jacob Schubart (bas) og Lars Lethin (trommer).
