- Det blander vi os naturligvis ikke i....men har du aldrig
været på Danmarks Smukkeste Festival før, så læs her:
Danmarks Smukkeste Festival - Here I come!
Når du ankommer til Skanderborg eller rettere til
bøgeskoven, så vil du hurtigt mærke den særlige Walther ånd
der huserer i skoven. Du vil se smil, mærke varme, måske få
et par spontane knus og inden du kan nå at sige ”to store
fad”, er det dig der går rundt og smiler og uddeler knus.
Men inden du kommer så langt, så er der lige nogle gode råd
til dig…læs nedenstående spørgsmål og svar, og du vil være
en lille smule bedre klædt på til Danmarks Smukkeste
Festival:
Hvordan og hvornår køber jeg min billet til Danmarks
Smukkeste Festival?
Billetter til Danmarks Smukkeste Festival kan købes hos
www.billetlugen.dk, eller på helt traditionel vis i landets
Fona butikker.
Bemærk at campingvognsbilletter kun kan købes hos
www.billetlugen.dk
Vi fraråder, at du køber en fotokopieret billet af Børge
nede bag cykelskuret.
Hvad er er Partoutbillet? Hvornår er man barn/voksen?
En Partout-billet er i al enkelhed en billet der gælder til
alle festival dage – dvs. du har adgang til festivalen fra
start til slut.
Modsat finder du billetter til enkelt dage – disse billetter
kalder vi endagsbilletter.
På Danmarks Smukkeste Festival vil du opleve at det barnlige
ofte sejrer, men alligevel har vi en aldersopdeling – når du
er fyldt 7 år og indtil du fylder 13 år betaler du barnepris
og når du er fyldt 14 år, ja så koster det voksenpris – velkommen i
de voksnes rækker. Er du under 7 år, har du gratis adgang –
men du skal medbringe mindst én voksen til at passe på dig –
og det skal børnene mellem 7 og 13 år også.
Må jeg campere? Er det gratis?
Camping er for en festival, hvad flasker er for øl.
Vi kan slet ikke undvære en smuk skov af sølvgrå iglotelte
nænsomt spredt ud over de tilhørende arealer.
Når du har købt en billet til Danmarks Smukkeste Festival så
må du campere helt gratis på alle de markerede teltområder.
Både endagsbilletter og partoutbilletter giver adgang til
gratis camping.
Men er du blevet træt af pløk-islaning og jordslåede
indernet, foreslår vi, at du køber en Hotelt-billet eller
TENT-House.
Campering/overnatning - må jeg medbringe en pavillion? Må
jeg medbringe hjørnesofaen?
Lad nu bare den hvide pavillon stå hjemme i haven – du er
til festival - ikke træf i Dansk autocamping. Pavilloner er
grimme og fylder desuden for tre telte, så de er ikke
tilladte. Sofaen må heller ikke medbringes…og vi er i det
hele taget ikke vilde med møbler på campingarealerne, for
vores brandinspektør vil ikke ha’ det.
Afstande på festivalområdet – er der langt?
Festivalen er placeret midt i den danske dejlige bøgeskov –
fyldt med hyggelige bakker og grønne gevækster – og ja
desværre kan alle faciliteter ikke ligge lige op og ned af
hinanden.
Der findes nogle teltpladser i umiddelbar nærhed af
festivalpladsen – men på disse arealer er der meget hurtigt
fyldt op efter at campingstarten er gået.
Vi har heldigvis mange andre rigtig gode teltområder, og for
at du ikke skal slide dine stakkels fødder op, så har vi
indsat shuttlebusser.
En shuttlebus kører fra x til y hele tiden, busserne er
Danmarks Smukkeste Festivals egne ”by-busser”, som gør det
endnu lettere at være på festival - men du skal altså selv
gå det sidste stykke op til scenen. Transporten i disse
shutlebusser er gratis.
Hvad gør jeg når jeg har hovedpine - finder
skovskadestuen?
Tag ansvar – køb en Panodil, men er den helt gal med dig, så
smut forbi skovskadestuen til et tjek.
Hvordan finder jeg rundt på festivalpladsen?
Nye besøgende på Danmarks Smukkeste Festival bruger gerne et
par dage til at lære at orientere sig (men der findes også
25 års jubilarer, der ikke kan finde rundt). Danmarks
Smukkeste Festival er ikke en bar mark med mega-højtaler –
vi er en levende festival i et levende skovmiljø. Du finder
et kort over festivalpladsen i festivalprogrammet –
endvidere har vi strategiske steder overalt i
festivalområdet og på selve festivalpladsen med fysiske
skilte markeret fixpunkter – og disse fixpunkter er
velegnede som mødesteder for dig og dine venner.
På samme måde er denne hjemmeside et levende site, hvor du
skal bruge lidt tid på at navigere rundt, og hvor du selv
kan være med til at gøre det hele mere interaktivt med dine
muligheder for at skrive i forum, du kan komme med gode
forslag, musikønsker etc.
Husk – tasterne må helst ikke betrædes.
Hvad skal jeg spise?
Vi spiser kl. 18, og spiser du ikke din spinat, er der ingen
dessert. Gider du ikke hænge ud med mor, så har du en
festivalplads spækket med skønne madboder og hele verdens
spændende retter i bodgaderne.
Hvor meget koster det?
Ja, det må du, din bank og din pengepung jo finde ud af. Vi
har lavet flere Dankortboder hvor du løbende kan hæve penge,
og ved Hovedindgangen kan du også hæve penge på dit dankort.
Vi anbefaler, at du ikke hæver for store beløb af gangen -
da det kan friste visse sjæle.
Er der noget der er gratis?
Yes, solskin, venskab, smukke tanker og at bade i søen
(Ekstratillæg for alger).