| |
Anne Linnet
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2011
Spilletidspunkt:
14.00
”Hun var en af de første kvindelige singer- songwriters. Hun praktiserede feminisme uden at kalde det sådan med Shit & Chanel. Hun satte den litterære danskrockbølge i gang med sin musik til Tove Ditlevsen. Hun tog borgerskabet på sengen med lak, læder og skjulte lidenskaber i Marquis de Sade. Hun kastede sig med dødsforagt ind i forretningslivet med eget pladeselskab og spillested. Hun stod som en af de første danske rocksangere ved sin tro på Gud i sange af Johannes Møllehave, og hun var med til at forny den danske musical samtidig med at hun også gav sin klassiske musiksmag, hvad der tilkom den.” Lidt af den flotte begrundelse, der lød i 2008, da Anne Linnets fornemme karriere fortjent blev belønnet med IFPIs Ærespris.
Gennem hele karrieren har hun kontinuerligt leveret både vedkommende sange og store hits. Fra starten med Tears i 1970, over årene med Shit & Channel og Anne Linnet Band, frem til tiden som en af de mest sælgende og genre-definerende danske kunstnere i 80´erne. Over pigeband og flere soloprojekter i 90´erne og til et fornemt comeback her i det nye årtusinde, hvor publikum strømmer til koncerterne og køber hendes albums. Skal man have det hele med, kan det anbefales at investere i ”Boksen” fra 2009, hvor en lang række udvalgte sange blev præsenteret på fem cd´er med de sigende titler: ”De Skønne, De Bløde, De Hårde, De Stille og De Andre”.
De seneste år har Anne Linnet ofte optrådt i et mere intimt og akustisk lydunivers og det er den opsætning af sangene, hun her præsenterer på Den Smukkeste. Og hvad man kan forvente i den anledning: ”…det ene højdepunkt efter det andet, med masser af underholdende anekdoter mellem sangene og fremragende musikerskab på scenen”, som der stod i Gaffa’s anmeldelse af en koncert i 2010. Anne Linnet (guitar, sang), Jesper Bo Hansen (keyboards, kor), Mads Wegener (guitar, kor), Engelina Larsen (kor) og Marcus Linnet (guitar, kor).
|
|
|