| |
Fallulah
Scene:
P3-Teltet
Spilledag:
Lørdag - d. 07-08-2010
Spilletidspunkt:
13.30
Med debutsinglen “I Lay My Head” fik Fallulah i 2009 en flyvende start på karrieren. P3 gjorde sangen til Ugens Uundgåelige – og der var fornemme anmeldelser til den dansk/rumænske sangerinde, da hun i februar i år udgav debutalbummet ”The Black Cat Neighbourhood”. Fallulah – der er født under navnet Maria Apetri – stammer fra en særdeles danseglad familie. Hun startede selv med at danse allerede i to-årsalderen – og barndommen igennem, var familien flittige gæster ved dansearrangementer i ind- og udland. Med et legat i lommen, drog Fallulah i 2006 til New York, for der for alvor at få prøvet dansedrømmene af. Det blev dog en skuffelse – og i stedet vendte Fallulah sig mod musikken, der også altid havde været en del af hendes kreative bagage. I 2009 åbnede hun en MySpace profil. Fik hurtigt masser af gæster og god feedback på sit musikalske univers – og fik hen af vejen også kontrakt med Sony Music.
Fallulah nævner selv stærke kvinder som Karen O, Grace Slick, Fiona Apple og Alison Goldfrap blandt sine inspirationskilder – og som dem er hun helt sin egen og fyldt med personlig og fascinerende musik. ”Fallulahs helt store styrke er hendes stemme. At lytte til hende synge er som at køre i en rutsjebane, man aldrig er bange for skal styrte sammen, og hendes kantede pop er langt fra det narcissistiske poesibogsfis, man kunne have frygtet fra en 24-årig sangerinde”, kunne man læse i Soundvenue. Fallualah blander gerne pop, club og Balkan-feeling med udadvendt og levende performance – og på scenen leverer hun ifølge undetoner.dk: ”en fest med energi og dansetrin plus lige dele Feist-, Bat for Lashes- og Florence and the Machine-inspirationer, og hun har da helt klart også stemmebåndene til at leve op til de sammenligninger”.
|
|
|