Magtens Korridorer

Scene:
P3-Teltet
 
Spilledag:
Søndag - d. 08-08-2010
 
Spilletidspunkt:
22.00
 
”Med ’Milan Allé’ har Magtens Korridorer begået et fremragende album og opdateret noget så håbløst gammeldags som rock’n’roll på en måde, der ikke sådan lader sig afvise af musikalske moder og luner.” Politiken var i september 2009 ude med hele fem stjerner til ”Milan Allé”, det fjerde album fra Magtens Korridorer.
Bandet cementerede her på fornemste vis deres status som et af landets bedste rockbands og der var i marts i år fortjente guldplader til kvartetten, for mere end 15.000 solgte eksemplarer.

Nye hits som ”Milan Allé”, ”Engle” og ”En sidste chance til” er kærkomne tilføjelser til den i forvejen stærke sætliste – og albummet (og bandet) var nomineret til såvel to gange P3 Guld (Årets Hit og Årets Koncert) som til to Zulu Awards (Årets Danske Sanger og Årets Danske Album).

Magtens Korridorer er nok det ”ældste” band i Danmark der har modtaget en Danish Music Awards som Årets Nye Danske Navn. Det skete i 2006, hvor Magtens Korridorer havde eksisteret i omkring 10 år og otte år før havde udgivet debutalbummet “Bagsiden Af Medaljen” (1998). Det var dog først i 2005, da bandet blev udvalgt til KarriereKanonen, at der for alvor gik hul på karriere-bylden. Magtens Korridorer kvitterede med den forrygende sang om “Lorteparforhold”, og så gik det ellers stærkt. Pladekontrakten kom i hus. I september ’05 kom albummet “Friværdi” med flere stærke singler som “Nordhavn Station”, “Sara Siger” og “Picnic På Kastellet”. P3s lyttere sagde tak for sangen og gav Magtens Korridorer P3 Guld for ”Årets Lytterhit”, mens publikum købte albums i så rigt mål, at det blev til både guld og platin. I 2007 kom ”Det krøllede håb”, der bl.a. indeholdt træffere som ”Pandora” og ”Drømmer”.
Og derfra fortsatte Magtens Korridorer deres intense turnevirksomhed. Bl.a. med stop her på festivalen, hvor de leverede ”flere sange for de rebelske, uregerlige, utilpassede og ustyrlige blandt os. De af os, som aldrig kunne drømme om at følge samfundets normer eller anerkende en regering, som har ophøjet småborgerlighed til en forfinet kunstart”, som det hed i BTs begejstrede liveanmeldelse af den begivenhed.

Magtens Korridorer ligner på alle måder et band i storform her i 2010 – hvorfor vi bare glæder os til meget mere af det gode fra Johan Olsen (sang), Anders Ramhede (trommer), Niklas Schneidermann (guitar), Rasmus Kern (guitar) og Terkel Møhl (bas).


 


 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK