Rugsted Kreutzfeldt

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Søndag - d. 10-08-2008
 
Spilletidspunkt:
18.00
 
Det var en af de mest langsomme, uventede og samtidig mest markante succeshistorier i dansk musik, da Rugsted Kreutzfeldt i begyndelsen af 80erne pludselig begyndte at sælge albums i den helt store stil. Både Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt var erfarne musikere og studiefolk og havde været aktive på den danske scene i årevis, da de efter en studieindspilning i 1977 begyndte at arbejde sammen. Allerede tidligt havde de selveste Dan Turell som fast tekstforfatter, og han leverede ordene til deres første single, “Lad Mig Dele Dine Drømme”, der udkom i 1977 uden at gøre det helt store væsen af sig. I 1979 kom debutalbummet, “Rugsted-Kreutzfeldt”, der i slutningen af 1980 blev fulgt op af “Rugsted-Kreutzfeldt 2”. Ingen af de to albums solgte nævneværdigt, førend duoen i foråret 1981 medvirkede i et tv-program og gjorde så stort indtryk på seerne, at pladeselskabet dagen efter blev kimet ned med bestillinger på deres albums. Derefter fulgte en triumf-tur landet rundt med bl.a. koncert for 53.000 tilskuere i Tivoli, og da 1981 sluttede, var der solgt mere end 100.000 eks. af det andet album. I juni 1982 kom “Rugsted-Kreutzfeldt 3”, men allerede der begyndte publikum at falde fra, og efter udgivelsen af det fjerde og sidste album, “Jorden Kalder”, i 1984 gik Rugsted og Kreutzfeldt hvert til sit. Siden blev de begge markante producere og har sammen bl.a. lavet albums for Sanne Salomonsen, Kim Larsen og Lis Sørensen. Og sådan kunne historien jo være sluttet, hvis ikke en behjertet sjæl i 2006 havde fået overtalt Stig Kreutzfeldt og Jens Rugsted til at give en sommerkoncert i Tivoli. Det blev en kæmpe succes, og det samme gjorde udgivelsen af opsamlingen “Går Gennem Tiden 1977-2007”, der efterhånden har været på listen over de mest solgte albums i mere end et halvt år. Så trænger du til genhør med hits som “Go’ Dag Igen”, “Jeg Ved Det Godt”, “Sad I Parken”, “Går Gennem Tiden”, “Tilfældigvis Forbi”, “Da Du Var Min Helt Alene” og hvad alle træfferne ellers hedder, så er det her i RytmeHans, du kan få trangen styret, når Stig Kreutzfeldt og Jens Rugsted i vanlig velspillende stil og med klassemusikere omkring sig genopliver alle sangene fra dengang.
 

Besøg bandets hjemmeside

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK