Latin Dance Band

Scene:
Lab-Land
 
Spilledag:
Fredag - d. 08-08-2008
 
Spilletidspunkt:
21.15
 
“så totale i seriøsiteten af deres salsa, at de får skabt et helt eget univers.” De fornemme ord stammer fra Gaffas 5-stjernede anmeldelse af “Salsa På Dansk” – det andet album fra Latin Dance Band, der udkom sidste år. Latin Dance Band dyrker den moderne latin-stil kaldet Timba, hvor der spilles heftigere og saftigere end i traditionel salsa, og det præger i høj grad “Salsa På Dansk”, der også er en forrygende rytmisk rundrejse til alle afkroge af den moderne Salsa. Latin Dance Band blev dannet i 1996 af orkesterleder/saxofonist Anders Bo Pedersen, der gennem årene har samlet et hold af suveræne danske og cubanske musikere omkring sig til, hvad der af verdensmusikmagasinet Djembe er blevet kaldt “Danmarks for tiden heftigste latinband”. Det 9 m/k store orkester har gennem årene spillet Danmark tyndt og har givet langt over 200 koncerter på alt fra klubber over uddannelsesinstitutioner og til festivaler – og undervejs med udenlandske afstikkere til bl.a. ver-densmusikfestivalen Womex i Spanien og PopKomm i Tyskland. Latin Dance Band debuterede i ’98 med maxi-singlen “Si Tu Quieres Bailar” og eksperimenterede i de følgende år med også at sætte danske tekster til den sprudlende musik, hvilket resulterede i tre dansksprogede sange på debutalbummet “Movimiento” (2003). Den livskraftige musik og de umiddelbare og farverige danske tekster vakte opsigt, og bl.a. P4 satte sange som “Kanin Mambo” og “Cuba” i rotation. “Kanin Mambo” opnåede derudover den store ære at blive compileret på den internationale udgivelse “Latin Garden”, hvor Latin Dance Band var i fornemt selskab med navne som Celia Cruz, Angelique Kidjo og Vaya con Dios. Latin Dance Band består dels af en række af DKs bedste latin-musikere – hver især med adskillige ophold på Cuba bag sig – og dels en forrygende cubansk rytmesektion: sangerne Kristian Skov og Annelise Fuglsbjerg (også på guiro), bassisten Yasser M. Pino, guitaristen Benny Morthorst, pianisten Carsten Kær, trompetisten Søren Fille Jensen, congas- og bongospilleren Pelle Holst Jensen, trommeslageren/timbalesspilleren (og danseren!) José Antonio “Tony” Moreaux Charon og endelig orkesterleder/saxofonist Anders Bo Pedersen.
 

Besøg bandets hjemmeside

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK