| |
The Kissaway Trail
Scene:
P3 Scenen
Spilledag:
Lørdag - d. 11-08-2007
Spilletidspunkt:
18.00
Tingene er gået særdeles hurtigt for den Odensesanske kvintet The Kissaway Trail. Under det navn og med den nuværende besætning har gruppen kun eksisteret et par år – og det er ikke meget mere end et år siden, de startede indspilningerne til det, der skulle blive debutalbummet. The Kissaway Trail sendte deres sange ud i verden – både via CD og MySpace – og fik indtil flere pladeaftaler retur, der sikrede udgivelse i både Skandinavien, Europa og Australien.
I november sidste år kom første single “Smother + Evil = Hurt” – der herhjemme både blev udvalgt som Ugens Uundgåelige på P3 og markerede sig kraftigt på Liga.dk og Det Elektriske Barometer – og i januar i år kom så debutalbummet “The Kissaway Trail”.
Musikken er storladen, smuk og melankolsk, en slags drømmerock med perlende popmelodier som fundamentet. Anmelderne har sammenlignet dem med mange stærke navne, fra Sonic Youth, Pixies og Mew til Beach Boys, Arcade Fire og Mercury Rev – og når der skal så mange gode referencer til, kunne det jo også være et meget godt hint om, at The Kissaway Trail selv har noget rigtig godt at byde på.
Live er meldingerne flotte og fyldt med tro på orkesterets potentiale: “Don’t expect The Kissaway Trail to hide their faces away from onlookers for too long, as their mix of twinkling post-rock-isms and heartstring-tugging melancholy is sure to propel them into the public eye”, som de skrev i det engelske web-magasin Drowned In Sound, efter bandets allerførste engelske koncert i februar. Når The Kissaway Trail ruller ind her i sensommerskoven, er det efter en lang periode på landevejen, der har budt på koncerter i både Canada, USA, UK og selvfølgelig Danmark.
The Kissaway Trail er: Thomas L. Fagerlund (vokal og guitar), Søren B. Corneliussen (vokal og guitar), Daniel Skjoldmose (guitar), Rune Pedersen (bas) og Hasse Mydtskov (trommer).
|
|
|