| |
The Powls
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Lørdag - d. 12-08-2006
Spilletidspunkt:
15.30 - 16.30
Efter den overordentlige kraftanstrengelse der sidste år førte til uropførelsen af The Powls´ storværk “Tyllefløjten” på Bøgescenerne, er den populære kvartet her i 2006 tilbage i vante rammer i RytmeHans. Hvad det på det nærmeste er ensbetydende med, fortælles ikke bedre end ved at sakse direkte fra bandets hjemmeside (jow, sådan en har de skam også), hvor ensemblet præsenteres som: “Storskrydende fortællere af den danske kulturarv, umusikalske musikalske med deres sound on sound lyd, fortolkere af fortidens hit på dansabel vis, spiller på håndholdte instrumenter så som madraspumpe og støvsuger, skabere af storladne introer og ikke mindst… så vil folk gå fra koncerten med en doktorgrad i filosofi/ kvanteteknik.” Oversat betyder det så stedsegrønne (og mindre grønne) schlagere og andet musikalsk drivdrømmer, fortolket af et ensemble, for hvem ikke meget er helligt og alt til gengæld er beregnet til at spille eller slå på. Et ensemble, der i øvrigt også gerne taler mindst ligeså meget, som de spiller (hvis altså man kan være bekendt, at kalde det de foretager sig for muciseren…). The Powls består selvfølgelig stadig af: Carl Powl Aagaard (guitar, sang og tekstbehandling), Ole Powl Hjort (trompet, ko-trompet, percussion, kor, danser og chauffør), Jørn Powl Andersen (bas, luftpumpe, støvsuger, kor og finchef – OBS: skulle der ikke have stået “finsprit”? red.) og selveste Søren Powl Vinkler (trommer, janitshar og cykelhandlersøn). PS: som de sjældent flinke mennesker vi er her på festivalen, har vi lovet at sætte plads af til følgende efterlysning: “The Powls mangler scenerekvisitter til et show på Færøerne i oktober 2007. Så har du en mejetærsker, en vendeplov og Ferguson traktor fra ‘69 med V8 motor, er vi klar ved hoveddøren. Er du uddannet gyllepilot med udvidet Schengen diplom, kan du søge stillingen som messedreng til turen derop. Søg i god tid. The Powls har ry for at stå tidligt op ad dagen!” Kontakt: www.powls.dk (hvor man også kan se et rigtig flot billede af en mejetærsker).
|
|
|